At skulle klare sig selv. Hele mit liv har jeg på en eller anden måde sørget for, at der var andre, jeg kunne læne mig op ad.
Jeg har til og med været den, andre kunne læne sig op ad – dog er jeg ikke født med en hammer i hånden til at klare det praktiske. Men jeg har aldrig være den, jeg selv kunne læne mig op ad. Det er egentlig ret komisk at kigge tilbage på.
Rigtig god til at mærke andres behov
Jeg har været rigtig god til at mærke andres behov og opfylde dem – også selvom jeg slet ikke havde mødt mig selv i mine egne behov.
Efter jeg blev mor, så er det blevet ‘endnu’ lettere for mig at tage mig af mine børns behov.
Men jo mere jeg glemmer mig selv, desto mere mærker jeg, at mine børn larmer og spejler, at jeg faktisk har checket ud af min krop.
Men hvad er jeg for støtte for andre, hvis jeg ikke kan være det for mig selv? Når jeg bliver vred og næsten får lyst til at vende vrangen ud på mig selv, er jeg så ikke langt fra mig selv? Har jeg så ikke lige distanceret mig fra mine egne behov?
Mine tricks til at ‘lande i mig’
Ja det er jo ligesom klicheen med at man skal tage sin egen maske på i flyveren før barnet. Men det er bare SÅ rigtigt.
Derfor har jeg følgende tricks til at ‘lande i dig’ først:sæt dig ned i sofa, på gulvet eller på en stol og bare sid
sæt noget beroligende musik på fx. Ajeet Kaurs smukke lyd
prøv at mærke hvorfor du er havnet i ‘jeg skal fixe alle’ – mode
prøv at forestil dig én ting der ville gøre dig glad i dag og forsøg at opfylde det
snak mindre og smil og nik mere
hold dig væk fra drama – både dit eget og andres
Hvordan møder jeg mig selv i mine behov
Det har taget mig de sidste to år at finde ud af, hvordan jeg møder mig selv i mine egne behov – og jeg er stadig i gang. Under de to år har det ikke været en hård process men mere en opdagelse ind i, hvem jeg egentlig er, og hvad der gør mig tryg. Og sikke mange indsigter jeg har fået på vejen.
Interesserer mig ikke en dyt at borre hul i væggen
Nu bor jeg alene, men jeg er ikke ensom. Jeg lærer stille og roligt at tage tingene, som de kommer. Ja det er dybt frustrerende, at jeg ikke kan borre et hul i væggen, men jeg anerkender også, at det simpelthen ikke interesserer mig en dyt.
Læne mig op ad mig selv
Lige nu, som i dagen i dag, har jeg ikke nogen, jeg lige kan læne mig op ad. Men jeg har mig selv. Og lige nu er det godt nok.
Før jeg kan læne mig op ad mig selv, skal jeg lige igennem barrieren af ‘det kan du da heller ikke finde ud af’, ‘nu står du her uden nogen til at hjælpe dig’, og de tanker får lov til at være der, men jeg er dem ikke.
Efterhånden har de også været der et par gange, så vi er ved at være i forlig med, at alt jeg har brug for, kommer til mig, når det er passende.
Født med en hammer i hånden?
Det kan godt være jeg ikke er født med en hammer i hånden, men til gengæld ved jeg nu, hvordan jeg skruer min livsværktøjskasse sammen og er ikke bange for at være ensom – jeg kan nemlig have det rigtig godt alene i mit eget selskab.
Ekstrovert eller introvert?
Sjovt nok troede jeg altid, at jeg var ekstrovert anlagt, og nu kan jeg se, at jeg har begge dele i mig. Det er dejligt at være ekstrovert, når jeg vælger det og ikke fordi, jeg flygter over i andre for ikke at forholde mig til mig selv.
Det er også dejligt at være introvert, når jeg føler for at gemme mig væk i min hule med lys, krystaller og uldtæpper.
Det har taget sin tid at skrælle min ridderrustning af, så jeg kunne mærke min egen sårbarhed, og det er stadig en proces. Tak fordi du læste med.