Jeg havde længe vidst, at det ikke var det rette spor, jeg var landet i. Jeg havde længe vidst, at noget måtte gøres. Men jeg var lidt for fej. Jeg var lidt for bekvem. Jeg var også lidt for bange for, hvad der så ville ske.
Nu sidder jeg her år efter og tænker tilbage på den tid, hvor jeg valgte mit liv.
Ikke heeelt klar til at sige op
Hvis jeg pludselig fik mulighed for at leve den drøm, jeg havde. Det føltes som om, at jeg skulle sprænge nogle lænker, som havde siddet så længe, at de ville splintre i tusinde stykker. Jeg var i hvert fald ikke heeelt klar til at tage det aktive valg at sige op.
Chef sad og svedte i en time
MEN det behøvede jeg heller ikke. For universet, ja universet som alt omkring og indeni os, tog sig fint af den opgave. Faktisk vidste jeg, at min chef ville opsige mig to uger før, han gjorde det. Hvordan? Der var masser af tegn. Møder der ikke var skemalagt i virkeligheden og bortforklaringer, og at han ikke længere kunne kigge mig i øjnene.
Så de sidste uger brugte jeg faktisk på at slette alt på min arbejdscomputer og gjorde klar til, at jeg skulle have min sidste dag på kontoret – snart. Godt at jeg blev opsagt, for ellers havde jeg været ‘tvunget’ til at gøre det. Puha.
Røverhistorier og nedskæringer
Dagen kom og efter en masse røverhistorier med nedskæringer osv., så fik han leveret, at der ikke længere var brug for mig. Det vidste jeg jo godt, og da jeg sagde det, blev min chef mildest talt helt lettet. Han havde siddet der og svedt i en time.
Er jeg rig? Nej. Men jeg er fri
Nu sidder jeg her snart et år efter den dag, hvor jeg blev sat fri. Den dag hvor jeg valgte min sjæl, mit liv, min lykke. Det føles uvirkeligt, at jeg har været på det arbejde for ikke så længe siden. Nu arbejder jeg hjemmefra. Jeg er ude i naturen hver dag som en del af mit arbejde. Jeg kan tilrettelægge min dag. Er jeg rig? Nej. Men jeg er fri og rig kan jeg være på mange måder. Men det er en anden historie :).
Jeg mener ikke, at jeg har været en slave i lænker, men nu jeg er fri. Som i fri til at flyve. Let. Jeg har muligheden for at leve det liv, jeg drømmer om. Nu er det bare at turde gøre det.
Bliver du ikke ensom uden folk omkring dig?
Mange spørger mig: bliver du ikke ensom? Når du ikke har kolleger, og folk du møder hver dag?
Skal jeg være ærlig? Nej det gør jeg ikke. Jeg har længe forsøgt at passe ind i en arbejdskultur (på mit gamle arbejde), hvor det gælder om at opretholde facaden og at alt er fint og lyserødt, og det er bare ikke mig. Jeg kan lide kontraster og ærlighed.
Universet fandt mit spor i sneen
Jeg blev jo opsagt og så alligevel ikke. Jeg lagde selv sporet ud i sneen, og så var det op til universet at hjælpe mig videre. Det kan være, du tænker, at det var da ikke så mærkeligt og hvorfor skal universet indblandes, og det er dine tanker, og dem må du gerne have.
Jeg vælger at tænke, at som i så mange andre situationer, så er jeg blevet ledt hen på den vej, der er den rigtige for mig. Men det er op til mig at tage de første skridt og også at fortsætte med at lave spor i sneen, når den ligger uberørt foran mig.
Observere på den tynde is
En gang imellem må jeg knibe mig i armen og tømme hovedet for tanker og erkende, hvor fantastisk det er med disse unikke muligheder vi alle bliver stillet, hvis vi vel og mærke har ‘åbnet øjenene’ og set, hvad der foregår foran og bag os.
Hvis vi tør vove os ud på tynd is og for en tid stå stille og bare observere. Når næste isplade flyder forbi os, så vælger vi selv, hvordan vi lander, og hvor vi vil styre den hen.
Jeg hepper på dig…
Hvis du selv overvejer en ny vej, så bare det, at du tænker på det og smiler i dit indre, når du forestiller dig, hvad du så kunne bruge din dyrbare tid til, så har du allerede lagt et minispor ud om, at du er åben for nye muligheder – også selvom de er skræmmende og måske meget større end du normalt vil være dig bekendt.
Jeg hepper på dig!