Hvad med mine behov?

Hvad med mine behov?

Jeg sidder her i saunaen og tænker pludselig: hvorfor går jeg aldrig i sauna? hvorfor er jeg aldrig her i varmen, hvor jeg elsker at være? Hvad med mine behov? I de 3 år vi har boet i dette hus med sauna, har jeg brugt den maks 5 gange. Det giver stof til eftertanke og får mig til at tænke på, hvor lidt jeg gør for MIG. Bare MIG. Ikke mine børn eller andre omkring mig.

Mine behov – iltmasken på før barnet
Når jeg ligger i varmen i saunaen, så falder jeg i en let søvn. Jeg er helt afslappet og til og med tankerne står også lidt mere stille end normalt. Det gør mig så godt indeni. Uanset om jeg er i sauna 10 minutter eller 30 minutter, så gør det mig godt.

Jeg bliver mindet om, at mine behov er ligeså vigtige som alle andres. Der er jo en grund til, at stewardesserne siger, at de voksne skal sætte iltmasken på før barnet. Det har jeg bare været rigtig god til at glemme. Jeg har haft lidt for travlt med at se til at mine børn fik deres behov opfyldt og egentlig også gjort dem en bjørnetjeneste, når jeg klarer alt for dem.

Men hvad er mine behov?
Sandheden er den, at det er jo let at se deres behov ( i hvert fald på overfladen), og hvis jeg pludselig skal se til mine egne behov, så skal jeg også dykke ned i, hvad der betyder noget for mig. Nu er det jo ikke sådan at jeg ikke har nogen hobby eller interesse, men jeg er bare rigtig god til at sætte den på ‘vent/hold’ indtil jeg er sikker på, at alle andre er tilfredse.

Det er mig, der nedprioriterer mig
Så hvorfor har det været så svært for mig at mærke mine egne behov? Hvorfor vælger jeg at nedprioritere mig selv og opprioritere andre?

Når jeg nedprioriterer mig, så får mit indre lov til at vente, og det fodrer tanker som:

hvad med mig?

hvorfor er der ingen, der tager hensyn til mig?

hvorfor er der ingen, der ser mine behov? etc.

Når det egentlig er mig selv, der sørger for ikke at møde MIG i mine behov. Det kan da for pokker ikke være andres skyld. Andre har ikke krævet mig. Det er mig, der sørger for at nedprioritere mig.

Mine behov – en rejse ind i mig
Det sidste års tid har jeg været på en rejse. En rejse ind i mig, hvor jeg opdager og udforsker, hvad mine behov er. Hvad er mine drømme, og hvad gør godt indeni? Jeg sørger ikke for at lytte til mit indre og fylde mig selv op og mærke mine behov inden andres, så havner jeg i situationer, hvor jeg synes, at alle andre laver fejl, er ekstra krævende, og det gør mig udmattet og irriteret. Altså en ond cirkel, da jeg overser mine egne behov.

Da jeg forstod sammenhængen mellem at negligere mine egne behov, og at jeg taber humøret, så var jeg et skridt længere i forståelsen af mit indre.

At leve i hele kroppen
Næste skridt for at mærke mit indre og mine egne behov var at mærke og leve i hele kroppen. Alt det her med en lang liste, der hver dag skulle ‘krydses af’, det var med til at fastholde mig i at kun tilgodese andres behov. Jeg indså, at jeg var nødt til at leve i hele min krop og begynde at mærke min krop. Med at mærke mener jeg at lytte til min krop og at spørge min krop (fx. ved hjælp af en øvelse jeg lærte af min kinesiolog), hvad den havde lyst til.

Efterhånden som jeg har lært at tilgodese og lytte til min krop, så har jeg også indset, at alt ikke altid bliver, som jeg tror. At lytte til mine behov betyder også at give slip og lade mig føre med og at have tillid til, at jeg bliver ledt ind på de rigtige spor i min egen udvikling. Hvad der startede som en evne til at mærke mine egne behov, blev til en rejse i mit indre, og at lære at leve i nuet og ikke planlægge for langt ud i fremtiden.

Har du selv udfordringer med humørsvingninger eller har let ved at planlægge alt i mindste detalje? Måske mangler du at lytte til dine behov og komme i kontakt med dit indre? Når vi som forældre eller voksne lærer at lytte til vores indre og behov, så viser vi også vores børn og andre, hvordan de kan tage ansvar og også mærke sig selv.

Her kan du læse mere om at være nærværende i dit liv og mærke dine behov. 

Jeg håber, du fik lidt ud af mine tanker, og jeg hører altid gerne fra dig på lovinaspirit@gmail.com.

Seneste indlæg

Kategorier

Personlig udvikling – at gå tilbage eller frem?

Personlig udvikling – at gå tilbage eller frem?

Av av jeg har flyttet mig en smule. Skal det gøre ondt? Og hvor ondt skal det gøre at arbejde med personlig udvikling?

Det her er en fortælling (eller i hvert fald noget af den) om starten på min personlige udvikling. At vove mærke efter at der findes noget mere.

At vove bevæge sig derud, hvor det meste er usikkert og så alligevel helt naturligt. At vove at prøve de nye riller i grammofonpladen i stedet for at spille den samme melodi.

Min udvikling startede med en clairvoyant
Ja jeg ved godt, at vi udvikler os hele livet, men det jeg ser som min udvikling/rejse/opvågning var i efteråret for år siden, da jeg helt tilfældigt snakkede med en clairvoyant. Denne samtale var lige det, jeg havde ventet på, og det gjorde mig så glad indeni.

Fra at redde verden til at redde mig selv
Lidt naivt troede jeg, at nu ville der komme fart på alle punkter af mit liv, og at jeg endelig kunne komme til at redde verden. Men nej sådan gik det ikke. Hvad jeg først indså senere var, at jeg skulle redde mig selv – eller nærmere sagt finde mig selv.

Det lyder ganske frelst ‘at redde sig selv’, så her forklarer jeg nærmere, hvad de sidste år har handlet om:

at slippe forventninger til hvad der skal ske i fremtiden

at lære at være tålmodig

at lære at livet ikke skal overleves

at lære at livet skal nydes og leves

at lære at være mig og ikke bare mor eller partner

at nyde det, der sker nu og her

og en masse masse mere som har gjort det til en af de mest spændende rejser i mit liv som endnu ikke er færdig.

Udvikling – stå stille og mærke mig selv
Jeg har aldrig tænkt over, om det ville gøre ondt at udvikle mig, da jeg altid har elsket forandring og at der skete noget i mit liv.

Jeg har fx altid haft forskellige frisurer og været hurtig til at tage beslutninger. Hele dette mindset er også blevet sat på prøve de sidste par år, for hvad nu hvis jeg bare skal stå stille lidt? Og mærke efter? Hvordan føles det så at være mig?

For mig har det at udvikle mig ikke gjort ondt men derimod været en udfordring og træning i at gøre mindre og at være mindre. Kun ved at gøre mindre kan jeg mærke, hvad min krop og jeg virkelig behøver og vil have.

Kun ved at gøre mindre undgår jeg at servicere og opfylde alle andres behov og dermed blive i stand til at opfylde mine egne behov.

Jeg indså, at det desto mere jeg bookede ind i kalenderen og satte igang, desto mindre var jeg i stand til at lytte til min krop. Min fine sensitive krop, som allerede havde vakt min opmærksomhed ved at ikke kunne tåle hvede, gær og flere ting, talte allerede til mig, hvis jeg bare gad lytte efter.

Hvorfor har jeg tendens til at besvime?
Jeg indså, at jeg havde uhensigtsmæssig adfærd som:

hvorfor jeg går i panik, når jeg skal tale foran andre, når jeg ved, at jeg sikkert kommer til at bruge det

hvorfor jeg indeni kan føle mig usikker og ikke social,  når jeg kan tale med hvem som helst og andre opfatter mig som social?

hvad jeg har med mig fra min barndom og fx mine teenageår og mine forældres skilsmisse

hvorfor jeg har haft tendens til at besvime

og listen fortsætter men det vil jeg ikke trætte dig med.

Nej tak til tidligere begrænsninger og overbevisninger
Det er MIG, der skal gøre arbejdet. Det der med at mærke mig selv bliver endnu mere tydeligt og det næste års tid (og stadig) bruger jeg på at finde tilbage i min krop og lære den at kende. Lærer at stole på den og mærke mig selv.

Nye fortællinger – her startet eventyret
Mine egne fortællinger om den jeg er og hvorfor jeg er som jeg er, de får en ny klang. Mine egne fortællinger om mine overbevisninger og begrænsninger bliver sat på prøve.

Jeg indser jo, at disse fortællinger kun er sande, hvis jeg vil forblive i en vent/hold position og ikke arbejder med mig selv og min personlige udvikling. Jeg er jo selvfølgelig nysgerrig omkring, hvad der sker, hvis jeg arbejder mig ud af disse fortællinger og her starter eventyret.

Født med en hammer i hånden?

Født med en hammer i hånden?

At skulle klare sig selv. Hele mit liv har jeg på en eller anden måde sørget for, at der var andre, jeg kunne læne mig op ad.

Jeg har til og med været den, andre kunne læne sig op ad – dog er jeg ikke født med en hammer i hånden til at klare det praktiske. Men jeg har aldrig være den, jeg selv kunne læne mig op ad. Det er egentlig ret komisk at kigge tilbage på.

Rigtig god til at mærke andres behov
Jeg har været rigtig god til at mærke andres behov og opfylde dem – også selvom jeg slet ikke havde mødt mig selv i mine egne behov.

Efter jeg blev mor, så er det blevet ‘endnu’ lettere for mig at tage mig af mine børns behov.

Men jo mere jeg glemmer mig selv, desto mere mærker jeg, at mine børn larmer og spejler, at jeg faktisk har checket ud af min krop.

Men hvad er jeg for støtte for andre, hvis jeg ikke kan være det for mig selv? Når jeg bliver vred og næsten får lyst til at vende vrangen ud på mig selv, er jeg så ikke langt fra mig selv? Har jeg så ikke lige distanceret mig fra mine egne behov?

Mine tricks til at ‘lande i mig’
Ja det er jo ligesom klicheen med at man skal tage sin egen maske på i flyveren før barnet. Men det er bare SÅ rigtigt.

Derfor har jeg følgende tricks til at ‘lande i dig’ først:sæt dig ned i sofa, på gulvet eller på en stol og bare sid

sæt noget beroligende musik på fx. Ajeet Kaurs smukke lyd

prøv at mærke hvorfor du er havnet i ‘jeg skal fixe alle’ – mode

prøv at forestil dig én ting der ville gøre dig glad i dag og forsøg at opfylde det

snak mindre og smil og nik mere

hold dig væk fra drama – både dit eget og andres


Hvordan møder jeg mig selv i mine behov
Det har taget mig de sidste to år at finde ud af, hvordan jeg møder mig selv i mine egne behov – og jeg er stadig i gang. Under de to år har det ikke været en hård process men mere en opdagelse ind i, hvem jeg egentlig er, og hvad der gør mig tryg. Og sikke mange indsigter jeg har fået på vejen.

Interesserer mig ikke en dyt at borre hul i væggen
Nu bor jeg alene, men jeg er ikke ensom. Jeg lærer stille og roligt at tage tingene, som de kommer. Ja det er dybt frustrerende, at jeg ikke kan borre et hul i væggen, men jeg anerkender også, at det simpelthen ikke interesserer mig en dyt.

Læne mig op ad mig selv
Lige nu, som i dagen i dag, har jeg ikke nogen, jeg lige kan læne mig op ad. Men jeg har mig selv. Og lige nu er det godt nok.

Før jeg kan læne mig op ad mig selv, skal jeg lige igennem barrieren af ‘det kan du da heller ikke finde ud af’, ‘nu står du her uden nogen til at hjælpe dig’, og de tanker får lov til at være der, men jeg er dem ikke.

Efterhånden har de også været der et par gange, så vi er ved at være i forlig med, at alt jeg har brug for, kommer til mig, når det er passende.

Født med en hammer i hånden?
Det kan godt være jeg ikke er født med en hammer i hånden, men til gengæld ved jeg nu, hvordan jeg skruer min livsværktøjskasse sammen og er ikke bange for at være ensom – jeg kan nemlig have det rigtig godt alene i mit eget selskab.

Ekstrovert eller introvert?
Sjovt nok troede jeg altid, at jeg var ekstrovert anlagt, og nu kan jeg se, at jeg har begge dele i mig. Det er dejligt at være ekstrovert, når jeg vælger det og ikke fordi, jeg flygter over i andre for ikke at forholde mig til mig selv.

Det er også dejligt at være introvert, når jeg føler for at gemme mig væk i min hule med lys, krystaller og uldtæpper.

Det har taget sin tid at skrælle min ridderrustning af, så jeg kunne mærke min egen sårbarhed, og det er stadig en proces. Tak fordi du læste med. 

Da jeg blev sagt op – eller sagde op?

Da jeg blev sagt op – eller sagde op?

Jeg havde længe vidst, at det ikke var det rette spor, jeg var landet i. Jeg havde længe vidst, at noget måtte gøres. Men jeg var lidt for fej. Jeg var lidt for bekvem. Jeg var også lidt for bange for, hvad der så ville ske.

Nu sidder jeg her år efter og tænker tilbage på den tid, hvor jeg valgte mit liv.

Ikke heeelt klar til at sige op
Hvis jeg pludselig fik mulighed for at leve den drøm, jeg havde. Det føltes som om, at jeg skulle sprænge nogle lænker, som havde siddet så længe, at de ville splintre i tusinde stykker. Jeg var i hvert fald ikke heeelt klar til at tage det aktive valg at sige op.

Chef sad og svedte i en time
MEN det behøvede jeg heller ikke. For universet, ja universet som alt omkring og indeni os, tog sig fint af den opgave. Faktisk vidste jeg, at min chef ville opsige mig to uger før, han gjorde det. Hvordan? Der var masser af tegn. Møder der ikke var skemalagt i virkeligheden og bortforklaringer, og at han ikke længere kunne kigge mig i øjnene.

Så de sidste uger brugte jeg faktisk på at slette alt på min arbejdscomputer og gjorde klar til, at jeg skulle have min sidste dag på kontoret – snart. Godt at jeg blev opsagt, for ellers havde jeg været ‘tvunget’ til at gøre det. Puha.

Røverhistorier og nedskæringer
Dagen kom og efter en masse røverhistorier med nedskæringer osv., så fik han leveret, at der ikke længere var brug for mig. Det vidste jeg jo godt, og da jeg sagde det, blev min chef mildest talt helt lettet. Han havde siddet der og svedt i en time.

Er jeg rig? Nej. Men jeg er fri
Nu sidder jeg her snart et år efter den dag, hvor jeg blev sat fri. Den dag hvor jeg valgte min sjæl, mit liv, min lykke. Det føles uvirkeligt, at jeg har været på det arbejde for ikke så længe siden. Nu arbejder jeg hjemmefra. Jeg er ude i naturen hver dag som en del af mit arbejde. Jeg kan tilrettelægge min dag. Er jeg rig? Nej. Men jeg er fri og rig kan jeg være på mange måder. Men det er en anden historie :).

Jeg mener ikke, at jeg har været en slave i lænker, men nu jeg er fri. Som i fri til at flyve. Let. Jeg har muligheden for at leve det liv, jeg drømmer om. Nu er det bare at turde gøre det.

Bliver du ikke ensom uden folk omkring dig?
Mange spørger mig: bliver du ikke ensom? Når du ikke har kolleger, og folk du møder hver dag?

Skal jeg være ærlig? Nej det gør jeg ikke. Jeg har længe forsøgt at passe ind i en arbejdskultur (på mit gamle arbejde), hvor det gælder om at opretholde facaden og at alt er fint og lyserødt, og det er bare ikke mig. Jeg kan lide kontraster og ærlighed.

Universet fandt mit spor i sneen
Jeg blev jo opsagt og så alligevel ikke. Jeg lagde selv sporet ud i sneen, og så var det op til universet at hjælpe mig videre. Det kan være, du tænker, at det var da ikke så mærkeligt og hvorfor skal universet indblandes, og det er dine tanker, og dem må du gerne have.

Jeg vælger at tænke, at som i så mange andre situationer, så er jeg blevet ledt hen på den vej, der er den rigtige for mig. Men det er op til mig at tage de første skridt og også at fortsætte med at lave spor i sneen, når den ligger uberørt foran mig.

Observere på den tynde is
En gang imellem må jeg knibe mig i armen og tømme hovedet for tanker og erkende, hvor fantastisk det er med disse unikke muligheder vi alle bliver stillet, hvis vi vel og mærke har ‘åbnet øjenene’ og set, hvad der foregår foran og bag os.

Hvis vi tør vove os ud på tynd is og for en tid stå stille og bare observere. Når næste isplade flyder forbi os, så vælger vi selv, hvordan vi lander, og hvor vi vil styre den hen.

Jeg hepper på dig…
Hvis du selv overvejer en ny vej, så bare det, at du tænker på det og smiler i dit indre, når du forestiller dig, hvad du så kunne bruge din dyrbare tid til, så har du allerede lagt et minispor ud om, at du er åben for nye muligheder – også selvom de er skræmmende og måske meget større end du normalt vil være dig bekendt.

Jeg hepper på dig!